Camping i Alsace-Lorraine

Vi har altid holdt meget af at vandre og cykle med telt i forskellige lande. Og i det omfang, det nogenlunde passer med vores rute, vælger vi helst at overnatte på naturistpladser – også selv om det kræver en mindre omvej.

I år har hovedferien bestået i en cykeltur gennem bl.a. Lorraine og Alsace. I en voldsom hedebølge, som gjorde det at kunne opsøge et svømmebassin på en naturistplads ekstra relevant.

I Lorraine cyklede vi sydpå langs Moselfloden og tog mellem byerne Metz og Nancy en afstikker til den lille naturistplads Le Cardinal (https://www.ugl-le-cardinal.com/). En afstikker der krævede sit, da man ikke skal mange meter bort fra floddalen før terrænet bliver temmelig kuperet, og vi var lige ved at frygte dehydrering i den kraftige hede, selv om vi faktisk kun begav os 14 km bort fra floden.

Le Cardinal var imidlertid det hele værd. Vi blev overstrømmende venligt modtaget (havde skrevet til dem dagen i forvejen), fik en plads til teltet i total skygge, og kunne resten af dagen nyde den positive gevinst af vores anstrengelser på bakkerne: Afkøling i et bassin med vidtstrakt udsigt over landskabet. Pladsen bød på hyggelig stemning i baren, hvor alskens kolde drikkevarer kunne købes ved at lægge penge i en kasse (”tillidsprincippet”), og med et uhyre veludstyret køkken. Madvarer måtte man dog selv have med, men det havde vi også, og vi kunne endda få dem i et køleskab (en service vi sjældent finder på en tekstilplads). Heldigt nok, for nærmeste indkøbsmulighed var ca 20 bakkede kilometer væk. En seværdighed i nærheden er Lorraines flotte hovedstad Nancy, som vi besøgte den efterfølgende dag på vor videre færd.

I Alsace besøgte vi Club du Soleil Mulhouse (https://csmulhouse.fr/), som ligger i den brede, flade Rhindal mellem byerne Mulhouse og Colmar. En noget større plads end Le Cardinal, og følgelig måske med knap så personlig stemning, men absolut lige så åben og velkommende. Her blev der forøvrigt vist stor interesse for vores DN-medlemskort. Vi havde også været velkomne uden, men pladsens forkvinde blev vældig glad for at se dem og scannede dem straks. Da vi var nået hertil var temperatureren steget endnu mere, så det var umuligt at være aktiv længere op ad dagen end til frokosttid, så det var godt, at der var et stort, svalende bassin at overleve eftermiddagen i. Også her var der god plads i køleskabet, men køkkenet var lidt mere sparsomt udstyret. Baren havde fint udvalg, men var bemandet, da de her ikke kørte med ”tillidsprincippet”, hvilket satte begrænsninger for barens åbningstid. Byerne Colmar og Mulhouse er gode seværdigheder i området, som desuden er fyldt med masser af gode og behageligt vandrette cykelruter. Fra pladsen er der kun 5 flade km til indkøb.

En fordel med naturistpladser er at man her har et fællesskab og hurtigt falder i snak med andre på pladsen. Og man oplever også hurtigt at man har en fælles referenceramme. I Mulhouse talte vi meget med et par på motorcykel, som var på vej hjem fra en tur i Skandinavien og kunne anmelde naturistpladser i Danmark og Sverige. Og et ungt hollandsk par kendte Tysmosen godt, både som den var før i tiden, da de kom der som børn og i dens nuværende skikkelse. Opsøg gerne de små lokale naturistpladser ude i Europa. Atmosfæren er afslappet og ukommerciel, som vi kender den fra de danske pladser.