43 medlemmer fra nær og fjern drog i pinsen til Fjeldholmlejren for at deltage i Danske Naturisters årlige landslejr. Fjeldholmlejren ligger ved Gjerrild Nordstrand på den nordlige del af Djursland, cirka 15 kilometer nordvest for Grenaa.
Enkelte havde campingvogn eller telt med eller overnattede i bilen, de fleste havde bestilt en seng indendøre. Selv om det var fire-sengs rum med køjesenge, boede vi (heldigvis) kun to på hvert værelse, bortset fra i sovesalen.
Medlemmer fra DN Midtvest havde sat en helt ny, hjemmebygget saunavogn på anhængeren. Og den blev der i perioder gjort pænt brug af. Med godt med brænde i ovnen kunne temperaturen i det lille rum nemt snige sig over de 60 grader, hvilket fik sveden til at drive af kroppen, særligt når der blev givet gus. Varmtvandskarret kom også i gang, her var der dog af og til udfordringer med at holde temperaturen nede omkring de 40 grader.
Nå, men vejret var jo i øvrigt strålende hele pinsen, til glæde for de mange snakkende solbadere omkring bordene.

Efter ankomst fredag aften bød Anders og Pernille velkommen, og de bød op til en lille konkurrence, som skulle afgøres senere. Alle ville få udleveret en lille plasticpose med ens navn på. I den skulle man samle 400 gram strandsand, selvfølgelig uden brug af vægt, kun ved ens egen vurdering af, hvad 400 gram føles som.
Lørdag formiddag var vi en flok, der gik til den nærliggende strand for at gå en tur frem og tilbage langs vandet. De fleste af os var naturligvis naturistklædt. En tur både for at motionere og for at markere retten til at gå nøgen på stranden. Jeg så en ældre mand på cykel, som rystede på hovedet af os, og en cirka 5-årig, som gloede på os. Andre strandgæster lod som ingenting, så vidt jeg kunne se.
Maden var i top. Det tror jeg, alle er enige i. Der er et par fotos af buffeten. Maven bliver som bekendt mæt før øjnene. Der var alle muligheder for at spise sundt, og man kunne jo også bare have holdt sig fra de fede kager til eftermiddagskaffen… Kalorier gik vi ikke ned på!


Lørdag var der bålaften med mere eller mindre vellykket snobrødsbagning over gløderne, og der blev sunget (uden instrumental ledsagelse) efter et sanghæfte fra en DN-tur til Livø i 2015. Vi sang også “Jeg vil gå med numsen bar”, skrevet af Michael Hedegaard på en kendt melodi. Jeg fik lejlighed til at optræde med min egen naturistslagsang og kom også til at love at samle tekster til et nyt sanghæfte til næste års DN-landslejr. Forslag kan sendes til asger@naturister.dk
Søndag drog flere af os i privatbiler til Ebeltoft, historisk en fattig by i udkanten, hvortil det var lettest at komme ad søvejen. Vi hørte blandt andet om og blev vist rundt i Nedergade, hvor de fattige søfolk engang boede, og via Kirkegade til Overgade, hvor bedrestillede folk boede, og området ved kirken som er det ældste område i Ebeltoft. Nutidens Ebeltoft, hvor skæve bindingsværkshuse er bevaret, er meget præget af turisme. Nok om det.

I løbet af lejren blev der spillet stigegolf, kongespil og matador.
Søndag aften, mens vi sundede os oven på den gode mad, blev den førnævnte sandkonkurrence afgjort. Alle fik deres resultater læst op, og vinder af en plade chokolade blev Daniel, der havde 399 gram i sin pose, blot ét gram fra!
Herefter skulle alle trække en lille seddel med et nummer fra en pose, og alle skulle rejse sig op. Herefter blev alle numre trukket tilfældigt og læst op, bortset fra ét. Når ens nummer blev læst op, skulle man sætte sig ned, og man var ude af konkurrencen. Jeg husker ikke, hvem der vandt en plade chokolade.
Udenfor på græsplænen var der først gættekonkurrence, hvor man fik tre valgmuligheder, og man skulle stille sig hen bag den, man mente stod med den korrekte seddel. Blandt andet skulle vi gætte vores nye formands, Anders’, alder, og hvor stor (eller rettere: lille) en procentdel af landets befolkning mon er medlem af Danske Naturister?
Herefter skulle vi én efter én kaste en let jernpind cirka 20 meter hen mod en gul tennisbold, vinder blev den, der kom tættest på.
Efterhånden var det blevet aftenkøligt, så vi var flere, der gik i sauna eller i varmtvandskar.
Alt i alt en vellykket landslejr med en god og kammeratlig stemning, og synd for alle jer, der ikke kunne deltage på grund af andre aftaler!
Skrevet af Asger, sekretær i DN’s bestyrelse.









