Her følger Henriks beretning om sin første nøgenvandretur.
Da jeg skulle på nøgenvandretur ved Billund, var det bestemt noget jeg havde set frem til. Jeg havde længe tænkt på, at jeg gerne ville prøve det, men det virkede ret grænseoverskridende at skulle gøre alene, og det ville være rart at gøre det sammen med andre.
Det at møde folk med tøj på, var klart det der bekymrede mig mest. Ville de mon tilkalde politi, militær og sociale myndigheder og skrige os op i ansigterne, at et barn kunne komme til at se os?
Der var i første omgang ikke så meget at være bange for, da der gik et stykke tid før vi overhovedet stødte på nogen, der kunne se os.
Selve det at gå med numsen bar var helt klart en dejlig oplevelse – især når vejret var helt perfekt til det: skyet, varmt og tørt. Der er nu noget særligt over at kunne mærke vinden, der stryger hen over hele kroppen, medens man går afsted. På nogen måder er det meget lig at bade nøgen, men dog alligevel helt anderledes. Det føles så frit og når man er ude at gå sammen med andre, opstår der på en eller anden måde et fællesskab, hvor man ikke behøver at sige så meget. Der blev dog også snakket vældig muntert ind i mellem og stemningen var rigtig god. Det oplevedes heller ikke som en hindring for en god oplevelse, at jeg var klart den yngste. Folk snakkede bare med hinanden og kom fra meget forskellige steder, så det var heller ikke en lukket klub.
En af de fede ting ved at gå tur nøgen er, at man efter et stykke tid nærmest glemmer, at man ikke har tøj på. Det var tæt på, at jeg var gået hele vejen ned til parkeringspladsen, uden at tage tøj på, da vi nærmede os vejen, hvor vores tur sluttede. Jeg fik dog lige stoppet mig selv og holdt mig bag en bakkekam, hvor tøjet kom på igen. Havde man kørt forbi bakkekammen i dette øjeblik, var man godt nok sluppet for at se min bare krop, men andre var langt mere frimodige og tog tøj på, hvor man kunne se dem nede fra vejen. Nu var det heller ikke en dag, hvor der var mange biler på vejen og et halvøde hedelandskab tiltrækker heller ikke ret mange biler i forvejen, så chancen for at blive set af en bilist eller to var i forvejen ikke så høj.
Der var dog fremmede, der så os på selve gåturen. De første var nogle folk i cykelspandex på mountain bikes, der jordede afsted ud ad en sti, der halvt pegede i vores retning. Det var dog på sikker afstand og hverken de eller nogle af mine medvandrere så ud til at bekymre sig det store. Senere blev vi også overhalet af en mountainbike, der ikke gad at bruge klokke og vi fik også hilst på en hest. Den helt store test kom, da et par, der sammenlignet med os, havde utroligt meget tøj på, kom gående hen ad vejen lige imod os. Der var ingen vej udenom, at de ville komme hen til os, og som en af de forreste i følget, var det med en vis nervøsitet, jeg gik dem i møde. De hilste dog bare pænt og gik videre, så det var næsten skuffende, at der ikke skete mere. Det var dog også en lettelse, så nu kan jeg sige, at det nok ikke er så farligt, som jeg havde frygtet. Faktisk var det en rigtig dejlig oplevelse, som jeg gerne gentager, men der kommer nok til at gå et stykke tid, før jeg begiver mig ud på helt egen hånd.
/Henrik
