Naturistferie 2022!
At der hele vejen rund i Danmark ligger strande af den bedste karat, er ingen i tvivl om. Og med den lovgivning vi har, kan man næsten bade uden tøj de fleste steder. Et kæmpe hurra for det.
Efter flere år på naturist-campingpladser i Danmark, besluttede vi os alligevel til 14 dage sydpå i år. Mest på grund af solen og varmen, og tidligere fantastiske ophold i Tyskland, Holland, Frankrig og Spanien på diverse naturist-steder. Især i Biscayabugten i Frankrig, men også mange andre steder, findes der store naturist-campingpladser hvor man er sammen med naturister i alle aldre.
Om alle er organiseret i naturist-foreninger, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg vover alligevel at sammenligne Danmark og Frankrig. Vi må jo nok erkende, at der i Danmark er en høj gennemsnitsalder i medlemsskaren og det halter gevaldig med at få unge og familier med.
Vi valgte Kreta i år.
Vi har lejet hus i Foinikas. 128 km fra Chania lufthavn. I 350 meters højde og på sydsiden af øen. Plads til 8 personer med 4 badeværelser og pool. Ingen naboer i nærheden, og med udsigt til bjergene. Så her var vi “tøjløs” i alle 14 dage.
18 minutters kørsel fra Ammoudaki Beach, naturiststrand. 80% nøgen og resten i badetøj. Skøn strand. Besøgte også Filaki Beach, 1,5 times kørsel. Da Ammoudaki har en bedre strand blev det vores foretrukne. Kan stærkt anbefales. Begge strande med krystalklart vand. På med dykkerbriller og nyde at svømme rundt blandt tusindvis af fisk i alle farver. På begge strande er naturister i alle aldre, inkl. familier med børn. Temperaturen lå i alle dage på omkring 25-32 i skyggen. Så man kommer ikke til at fryse.
Vi var så tilfreds med vores tilværelse, at vi kun tog på 2 udflugter. En til byen Rethymno, hvor vi kikkede indenfor på borgen “ Fortezza Fortress”. Og en vandretur igen, den 9 km lange “IMBROS KLØFTEN”.
De fleste som har gæstet Kreta kender den 16 km lange Samaria Kløften, eller har hørt om den. Lidt færre kender den knap 9 km Imbros kløften. Den går sideløbende med Samaria og har et fald på 600 m. Den tog vi idag og brugte 2,5 timer på nedstiningen. Vi parkerede bilen ved udgangen til kløften og tog en taxa op til startstedet. Turen kan anbefales til alle aldre, med behørig opmærksomhed. Der er glatte sten, der er rullesten og der er er stejlt ind i mellem. Så godt fodtøj er påkrævet. Vi tog vandreturen fra morgenstunden af, og var igennem ved 11-tiden. Filaki Beach ligger tæt på afslutningen på turen, så der var vi resten af dagen.
Det var den perfekte ferie for os og vi kommer igen. Det er sikkert.
Herbert Fischer, Løgstør