Hyggelig og vellykket. To ord som jeg efter at have spurgt mig lidt omkring konkluderer kan rumme Danske Naturisters ø-tur til Endelave i juni 2022.
På Louisenlund gik i hvert fald snakken i større og mindre grupper om alt fra politik til kærlighedens udfordringer, og hvordan vi kan gøre vores forening bedre og udbrede accepten af nøgenheden.
Det skete ofte over et glas vin, øl eller vand, som vores kasserer Bjørn i øvrigt havde indkøbt masser af, og som vi – disciplinerede som vi jo er – stregede for hver gang og afregnede dagen efter. Fornuftigt nok af Bjørn at afregne dagligt for at være sikker på at få sit store udlæg igen.
Gamle bekendtskaber blev holdt vedlige, nye blev indledt og fornavne udvekslet.
Fredag besøgte en gruppe af os urtehaven, en turistattraktion i byen. De fleste var uden tøj, enkelte var påklædt for ikke at blive forbrændt. Her fik deltagerne præsenteret en række planter og lægeurter, blandt andre én som i Harry Potter-universet skriger som et spædbarn, når den bliver rykket op – en alrunerod (på engelsk: mandrake).
Nå, men snakken gik, også i den meget lille sauna på størrelse med en stor vintønde, hvor man kun kunne sidde seks ad gangen, og i det runde boblebad med indbygget rødt og blåt lys.
Og vejret – ja, man får næsten tårer i øjnene af at tænke på det. Natten til lørdag hørte jeg vist et par regndråber på min teltdug. Ellers var vejret som bestilt til lejligheden – tørt og solrigt.
Og tilmed da vi skulle ud at gå om lørdagen, var det meget belejligt lettere overskyet, og det var først sidst på turen, at solen bragede igennem og satte de vandrende under pres.
Efter cirka en times vandring holdt vi middagspause ved punkt 110, hvor nogle gik i vandet. Og præcis til den aftalte tid fik vi serveret sandwich, som vores hyrede kok og assistent stod for. Fra og med fredag aften blev alle måltider tilberedt af en ægte kok – og ikke engang opvasken skulle vi forholde os til. Vores opgave var med andre ord blot at nyde det!
Jo, det var en dejlig spadseretur, hvor der blev taget behørigt hensyn til både langtsomt gående, de kort gående og de ambitiøse, der ville ud og blive fotograferet ved øens nordspids i det pragtfulde badevand – dog med temmelig mange småsten, av mine fødder!
I øvrigt en nordspids som vender mod venstre den ene dag og mod højre den anden. Havet æder sig ind på øen fra syd og udvider øen mod nord, Endelave er altså ved at bevæge sig op mod Samsø. Det fik jeg at vide på det lokale museum.
Den nordlige del af øen er fredet, og her yngler musvåger og ét – i naturmæssig henseende kræsent – havørnepar, hvis afkom lever godt af øens mange kaniner. På vandreturen så vi masser af kaninhulehuller, og en sjælden gang kunne man få øje på én. Ikke underligt at øens længste vandrerute på 21 kilometer kaldes Kaninoen. Langt væk så vi en flyvende havørn – med dens enorme vingefang, der tales om, at vingens omfang er som en dør.
På stranden ligger en del tang. Tang er blandt ingredienserne i en lokal øl, dog brygget i Silkeborg. Endelave huser nemlig også et bryggerlaug.
Nå, men tilbage på Louisenlund, hvor vi fik hjemmebagt kage til kaffen om eftermiddagen og til aften et festmåltid, hvor man simpelthen måtte forsyne sig to gange for at få det hele med!
Vores – med hans egne ord – amatørmusiker Jens spillede endnu engang op til dans med sit helt rigtige repertoire fra da farmor var dreng. Der var gang i den på dansegulvet, med og uden tøj på kroppen, det var trods alt blevet lidt køligt hen under aften.
Skrevet af Asger Sandal Jeppesen
