I regn og rusk kommer saunaen ud
Fredag den 2. november 2019 afholdte Danske Naturister MidtVest indvielse af den nu helt færdige mobilsauna.

Mobilsauna.net set udenfra før den er lavet færdig udvendigt.
Campingvognen blev købt i september 2017 og i løbet af vinteren blev den indre ombygning overstået ved hjælpe af en stor indsats fra foreningens medlemmer. Vognen kunne således tages i brug som mobilsauna i februar 2018, og har siden da været i bl.a. Vilsund, Handbjerg, Nymølle, Århus og København.
Udvendigt har mobilsaunaen dog trængt til en kærlig hånd, da den bar tydelig præg af at være en årgang 1977. Det viste sig dog svært at finde nogen med de rette talenter til at shine dens ydre op. Efter megen søgen lykkedes det dog at finde en lokal kunstner, der havde mod på at hjælpe med forskønnelsen af mobilsaunaen.
I slutningen af oktober 2019 stod mobilsaunaen således færdig, både indvendig og udvendig. I samarbejde med vinterbaderne i Vilsund blev der derfor den 2. november 2019 lavet et indvielses-arrangement.
Vejret viste sig dog ikke fra sin bedste side, da regnen stod ned hele dagen og vind var der også nok af, idet der var en pålandsvind på 8-10 m/sek. der gav bølgegang i fjorden.
Det dårlige vejr, og Knæk Cancer i fjernsynet, var sikkert også medvirkende til det beskedne antal besøgende i løbet af dagen, der kun sneg sig op på ca. 20. Badning var i hvert fald kun for de garvede eller meget ihærdige vinterbadere.
Men mobilsaunaen med dens varme var populær blandt de fremmødte. Og trods massiv regn skulle alle de fremmødte en tur rundt om mobilsaunaen for at se dens nye udsmykning.
Og nu til den store afsløring af hvordan mobilsaunaen er kommet til at se ud:
.