Sidste nyt

Rejsebeskrivelse: Naturistferie på Guadeloupe

Guadeloupe: Et vinter-rejsemål i Caribien

Guadeloupe er en fransk ø i De små Antiller. På Internettet havde vi fundet frem til to små privatejede naturistresorts. Det største af dem var i gang med et ejerskifte, og havde i øvrigt en del negative anmeldelser. Så vi valgte det mindste. Det kom vi ikke til at fortryde.

Gites des Flibustiers

Guadeloupe ligner to nyrer forbundet med en tynd streng. Den ene ”nyre” er meget bjergrig, mens den anden er lavland, dog er der også her klipper og knolde. Ca. 30 min. kørsel fra lufthavnen ligger Gites des Flibustiers. Der er et tydeligt skilt hvor man kører fra. Der står dog ikke noget om, at det er et naturiststed, herom senere.

Stedet er ikke andet end en tæt bebygget have. Der er fem små huse, alle bygget i caribisk stil og i de traditionelle pastelfarver, gul, blå mint grøn og orange. Husene er beregnet til to personer, men en tredje kan sove i stuen på sofaen. I køkkenet er der, hvad der skal være, dvs. foruden køl/frys er der en mikrobølge-ovn og en kaffemaskine.

Det udendørs liv er centreret omkring poolen og den lille Spa. Man går på plankedæk, det er meget behageligt. Værtsparret, Philippe & Geneviève, taler godt engelsk, og er meget hjertelige. Hver morgen fik jeg kindkys af Geneviève, som blev gengældt. Sådan gør man i Frankrig! Der er mange smukke tropiske vækster og nogle kokospalmer. Halve kokosnødder er hængt op ved husene med ”birdie nam nam”. Det gav mulighed for at betragte de farverige fugle.

Da vi var der i februar, var det højsæson, og alle huse var besat, dvs. at vi var 10 gæster. De var alle meget hjertelige, vi er jo også fælles om glæden ved naturisme. Hver lørdag kl. 19 var der punch-selskab ved poolen. Værtsparret serverede punch bestående af frugtsaft med rom. Og så gik snakken ellers. De to lørdage vi var der, var jeg så heldig at sidde ved siden af en kirurg, som talte glimrende engelsk. Efter 10 minutter slog han dog over i fransk, så han kunne følge med i snakken. Så kunne jeg ikke være med længere, og så måtte min kæreste oversætte.

Hvad får man tiden til at gå med? Kirurgen og hans kone kørte af sted hver formiddag for at spille golf. Nogle dyrkede vandreture. Der findes mange smukke vandrestier på Guadeloupe, dog ikke lige i nærheden. Andre kørte 45 min. For at komme til en afsides beliggende naturiststrand. De er som regel besværlige at nå frem til, det gjaldt også denne. Stranden er 100 m bred og skærmet med klipper i begge ender. Fint, fint sand og smukt turkis vand, og så var der en lille strandbar med vand og softdrinks.

Stranden hedder Anse Tarare, og ligger på østsiden af halvøen Pointe Tarare

Jeg var én gang på naturiststranden, men selvom den var dejlig nok, foretrak jeg at blive ”hjemme”. Her kunne vi dase i liggestolene ved poolen og læse gode bøger.

En dag var der i en kokospalme en iguana, en varan, på ca. 1 m. Stedets lille Yorkshire Terrier gav fuld hals, men hvad ville den have gjort, hvis bæstet var kravlet ned fra palmen? Formentlig ville den død af et hjerteslag.

Det var 10 dejlige dage i et vindunderligt klima. Derefter gik turen videre til andre steder på øen.

Praktiske oplysninger

Air France, Corsair og Air Caraïbe flyver til Guadeloupe fra Orly, Paris. Air Caraïbe er nok billigst, men februar er højsæson. En anden mulighed er Norwegian, der flyver til Guadeloupe fra flere byer i USA, hvorfra de samtidig har forbindelse til København, evt. med gode lavpristilbud. Desuden sælger de enkeltbilletter, så man evt. kan besøge Guadeloupe som del af en større rundtur

Fra København til Orly, og retur fløj vi med Norwegian, og det var billigt, hvem gider tage til Paris i februar?

Billeje er nødvendig. Vi lejede den hos Flibustiers. Det kostede 25 € pr. dag. Lejen inkluderede afhentning i lufthavnen og kørsel til lufthavnen ved aflevering af lejebilen.

Flibustiers er reserveret for naturister fra december – marts, begge måneder incl. Priser fra 54 € pr. overnatning. Vi betalte 86 € i februar, som er absolut højsæson.

Hjemmeside: http://www.gitesdesflibustiers.com/ (kun på fransk).

Booking kan også gøres på www.booking.com/hotel/gp/les-flibustiers.en-gb.html.

 

 

Hasse Fich

Tjek denne

På cykeltur i Bidstrup Skoven

Vi efterlyser jævnligt naturistoplevelser fra vores medlemmer, som vi kan dele til inspiration for andre …

2 Kommentar

  1. Mange tak for forklaringen 😊

  2. Jørgen Nielsen

    Tak for spændende beskrivelse, altid dejligt når nogen gider fortælle lidt 🙂