Sidste nyt

Nyt fra INF kongres i Irland

International Naturist Kongres, 11.-14.9. på Irland.
Af Mette Duekilde

Den Internationale Naturist Føderation holder kongres hvert andet år, i 2014 for 34. gang. Det er international politik som alt andet af den slags, præget af kulturforskelle og sprogforbistring. Men det er også det store naturistfællesskab, som man som første gangs deltager bliver godt modtaget i. Man mærker dog meningsforskelle mellem de forskellige lande. F. eks. erklærer det tyske naturistforbund i første sætning af sin rapport: Tyske naturister vil praktisere naturisme med ligesindede og vil ikke præsentere sig offentligt . og senere: Vi går ikke ind for aktiviteter som ”nøgen bobslæde”. Det lyder da ellers meget sjovt!!

Mødet blev indledt med uddeling af referatet fra den 1. INF-kongres for 60 år siden. Et stort vred maskinskrevne sider og kun tilgængeligt på fransk. Teknisk er vi kommet videre, men indholdsmæssigt ligner meget såmænd sig selv. Kongressen var dengang i Østrig, hvor INF også nu har hovedkontor og udover de store vesteuropæiske lande var Canada, ligesom nu, et aktivt medlem.

Danish and Slovenian chair
Danish and Slovenian chair

For 60 år siden fik deltagerne tilbudt enten et vegetarisk og alkoholfrit måltid eller et ”lokalt” måltid. På årets kongres var der forslag om at fjerne sætningen: INF er imod misbrug af alkohol og nikotin fra vedtægterne. Hjemmefra havde jeg tænkt, at det var en gammel idealisme, der havde overvintret der. Men efter en lang debat stemte kongressen for at bevare sætningen. Der blev henvist til at vedtægterne nævnte ”misbrug” og det går ingen vel ind for. Men hvorfor skal naturister overhovedet forholde sig til brug eller misbrug af rusmidler? Jo, fordi naturisme er en livsstil, der ikke kun handler om at være nøgen, men også om at tage vare på sig selv og sin krop. I kampen for at få anerkendt naturisme som noget der ikke handler om sex og exhibitionisme, er det vigtigt at kunne sige at naturisme er en livsstil der omfatter mere end blot og bar nøgenhed. Sådan lød argumentet.

En anden diskussion handlede om forsvaret af naturisme. Et forslag om at tilføje til INFs formål at organisationen forsvarer naturismen mod trusler gik glat igennem, hvorimod et forslag om at afsætte penge i budgettet til at hjælpe enkelte lande med udgifter ved retssager , når naturismen er truet, gav anledning til en lang debat og endte med at falde. Spanien havde rejst forslaget, fordi de har været nød til at køre retssager mod byrådet i flere byer for at undgå lokale indskrænkelser af retten til at være nøgen på spanske strande. Holland har succesfuldt kørt en sag til højesteret om hvornår man kan tillade sig at være nøgen. En lavere retsinstans havde ment, at 150 påklædte måtte være grænsen for hvornår stranden var for benyttet til at man kunne være nøgen. Tæl, inden du klæder dig af! Med en kendt advokats hjælp var den kendelse blevet omstødt, men Holland er også en stærk organisation, der selv har råd til at føre sådan en sag. Der kunne ikke i øjeblikket skaffes enighed om at lave en solidarisk fond til hjælp med den slags udgifter.

Kongressen har mange formelle diskussioner og afstemninger, men det egentlige udbytte er de kontakter, der knyttes i de uformelle snakke. Danske Naturister har flere aktiviteter som bliver bemærket, når vi fortæller om det til andre landes repræsentanter, f.eks. ø-ture til tekstilcampingpladser, vores eget sociale medie på Nudebook, offentlige strande og skove, hvor vi kan lave aktiviteter. Til gengæld tager vi ideer med hjem f.eks. om mere sport. På New Zealand spiller de lokale naturistpladser sågar volley mod politiet og brandvæsnet i en årlig turnering. Det er da offentlig anerkendelse af naturisme.

Irsk brandvæsen i aktion
Irsk brandvæsen i aktion

Også i Irland havde vi brandvæsnet på banen. I Irland er det forbudt at være nøgen offentligt og det skulle kongressen være med til at lave om på. Det lokale brandvæsen kom med sprøjter og stigevogn og gav alle en god vandgang. Det giver billeder til en positiv historie i avisen.

Tjek denne

Unge kvinder fik klager over topløs solbadning

Nedenfor gengives Torben Larsens, formand for Danske Naturister, indlæg i Politiken den 1/8 2021 i …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *