Danske Naturister tæller mange familier blandt medlemmerne, og mange af aktiviteterne er da også ideelle for familier. Men hvordan er det lige, når man bliver forelsket, etablerer et forhold – og så skal til at forholde sig til, at ens udkårne enten er eller ikke er naturist?
Vi har talt med Troels Norup Panild – aktiv naturist siden 2000 – og hans kæreste gennem 12 år om, hvordan de har oplevet dette.
Naturisme i afmålte doser
For Troels’ kæreste blev mødet med Troels også hurtigt til mødet med den organiserede naturisme. Et fænomen hun knap nok havde hørt om, men som hun i udgangspunktet var åben og imødekommende overfor.
I de 12 år der er gået, har hun været til mange søndagssvømninger i Frederiksberg Svømmehal, det var ekstra populært da hendes og Troels’ datter var helt lille og den lille familie kunne klæde om sammen, og hun har nydt kurbade sammesteds. Mest positivt står nok mange gode ferieminder og ferievenner fra naturiststranden på den græske ø, hvor hun og Troels har tilbragt utallige sommerferier. Det hænger også sammen med hendes overbevisning om, at naturisme og strand er det mest perfekte og naturlige match.
Stadig er hun ikke organiseret naturist, men vælger de aktiviteter, som virker naturlige for hende og deltager i dem på en måde, som hun har det godt med. Heri ligger også, at der er aktiviteter, hun ikke ønsker at deltage i.
Naturisme som den afslappende helle
Troels, på den anden side, er glad for at have fundet en kæreste, som var åben over for naturismen og indstillet på at prøve det af. Han har i de forløbne 12 år nydt at dele noget af naturistlivet med familien. Samtidig har han involveret sig i foreningens organisatoriske arbejde og benyttet sig af flere af DN’s tilbud, som han ser som en afslappende helle i en hektisk hverdag. Troels fortæller:
”Vi har lært, at det ikke handler om at gøre det samme sammen og hele tiden. Det er i bund og grund bare sund parforholdsfornuft, man skal sørge for at have noget for sig selv og noget fælles”.
Mange oplevelser og nye venskaber
Så samlet set er parret godt tilfredse med deres engagement i naturismen. Og trods deres forskellige grad af involvering er de rørende enige om, at de i naturistmiljøet har mødt en meget høj grad af tolerance og rummelighed, og at det nok allermest er den stemning, som skaber rammen om nogle unikke oplevelser. Og møder med mennesker og nye venskaber, som de næppe havde fundet i de cirkler, hvor de normalt færdes. Tøj eller ej, det er faktisk ikke så vigtigt i sig selv.
Vi I ikke dele hvilken græsk ø og strand, der omtales? Det er altid rart at få bedre kendskab til mulige feriedestinationer, og især i det Græske er det svært at finde naturiststrandene.