Sidste nyt

FANGET AF NATURISMEN (januar 2012)

22d056ae4cHmm… naturister… gad vist hvad det egentlig indebærer at være naturist… engang imellem har jeg da tænkt sådan. Da jeg første gang hørte om en naturistcampingplads, havde jeg da også tanker om, hvordan det mon er at være på sådan en plads. Havde faktisk i mit indre, et billede af mig selv på et sådant sted. Ikke i campingvogn, men i telt. En bagende varm sommerdag. Hyggeligt… men hurtigt slukkedes billedet igen. Min figur! Ikke på vilkår! Jeg kunne pludselig ikke se mig selv i det der telt længere…

 Livets uransagelige veje førte mig sammen med min dejlige nuværende mand, Frank. Mødet med Frank var også ensbetydende med en campingvogn i indkørslen og månedlige DCU blade i postkassen. Især et af disse blade fandt min store interesse. Bladet indeholdt flere sider om naturismen. Faktisk læste vi begge artiklen og snakkede lidt om den. Snakkede om springet fra at sove nøgen, sidde nøgen i stuen, når situationen tillod det og ligge nøgen ved stranden, til at gå nøgen rundt på en campingplads. Det føltes vist som en stor mundfuld. Senere på denne varme juni dag var jeg under bruseren. Tanken om naturisme dukkede igen op. Nok især tanken om det sted i artiklen hvor der stod, at der blandt naturister er plads til alle uanset højde, drøjde, alder bragede i min hjerne – en stor beslutning blev truffet. Lidt for buttet eller ej – Ikke om jeg ville sidde som 80årig og fortryde, at jeg ikke fik afprøvet naturistcamping. Vi kunne jo køre derfra igen, hvis det føltes komplet umuligt…

 Frank blev indviet i beslutningen, og vi drog af sted den kommende weekend. Spændte og forventningsfulde. Spørg lige, hvordan jeg havde det, da vi nærmede os Lyngbo Camping. Jeg kunne have gemt mig i bunden af bilen. Hvad tænkte de andre bilister mon om os, da vi blinkede ind ved skiltet mod naturistcamping. Øj, hvor jeg led… alt i mens jeg kunne se det komiske i situationen. Hvad vedkom andres tanker mig… og i øvrigt var vi ukendte for hinanden 😉

 Campingvognen blev parkeret en fredag formiddag. Vi fandt et sted, hvor det virkede til at være rimeligt lunt og godt. Der var ikke mange på pladsen, det havde vi det vist okay med. Tøjet blev smidt og vi slængte os i solen. Dejligt! Virkeligt dejligt! Senere ville vi op og inspicere toilet og køkken. Det føltes på en eller anden måde lidt kunstigt for mig at gå tværs over pladsen uden tøj. Men kun ganske, ganske kort tid. Lynhurtigt føltes det både dejligt og naturligt at bevæge sig nøgen på pladsen. Ved toiletbygningen blev vi hilst velkommen af en meget imødekommende campist. 

 Vi lå igen og dasede i solen, da der senere på dagen blev slået græs af en af pladsens frivillige. Pludselig slår plæneklipperen et slag op mod vores matrikel, motoren bliver standset og føreren af maskinen byder os velkommen. Tænkte lige kort, at det var tæt på, den fremmede kom, når vi sådan lå uden tøj, men ikke ubehageligt på nogen måde. Selv sad han også nøgen på den lille traktor. På en eller anden måde var situationen ok. Manden orienterede os om, at den store grill ville blive tændt til aften, og at vi selvfølgelig var velkomne til at deltage. Hold da op…sikke gestus. 

 Vi snakkede med flere andre hen over eftermiddagen. Alle usandsynlige flinke og imødekommende. Imponerende. Og det at være nøgen var en fantastisk fornemmelse. Følelsen af vinden der fejede over kroppen var vidunderlig. Vi nød begge situationen. Og min frygt for at vise min frodige nøgne krop var som blæst væk. Ikke på noget tidspunkt følte jeg mig pinlig af den grund. Alle kropstyper findes – uanset om vi har tøj på eller ej. Det virkede bare så naturligt. Vi pakkede en kurv med et par tallerkner, et lunch kød og en flaske vin. Tog lidt tøj på, da vi havde opfanget det som regel er kutyme, når der er fællesspisningen om aftenen og det bliver køligere.

 Spændte og forventningsfulde gik vi mod den overdækkede terrasse. En del havde allerede småsludrende bænket sig. Det lange bord var besat, så det faldt naturligt vi satte os ved bordet lige bagved. Tro ikke det var velset. Nej nej. Der var skam plads til flere ved det lange bord, hvis de rykkede lidt mere sammen. Flere kom til. Bordene blev ommøbleret, så alle kunne sidde ved fællesbordet. Vi var betagede af den imødekommende handlemåde. Den nærmest klikedannende adfærd, vi ofte har mødt på tekstilcampingpladser, var ikke eksisterende. Vi blev i den grad så godt modtaget. Det er vi bestemt også blevet på andre naturistpladser, men ikke sammenlignelig med vores første gang på Lyngbo. Det var bare specielt. Aftenen gik nærmest over i nat. Øj, hvor vi hyggede os. Følte os virkelig som en del af fællesskabet. Sådan en weekend er bare for kort, men vi blev forsikret om at naturisme jo bare er dejligt… det liv smagte af mere!

 Og mere fulgte. Flere campingture til naturistpladser og kurbade blev afprøvet. Ja, vi var såmænd blevet så besnæret af det nøgne velbefindende, at vi forsigtig tillod os at være lidt nøgne i haven, hvilket kan være lidt besværligt i en villahave og der samtidig er teenager i huset, der ikke er opvokset med naturismen. 

 Frank fandt ved en tilfældighed nudebook, som vi begge lod os tilmelde. Her fik vi kontakt med mange ligesindede og flere gode venskaber og oplevelser er opstået. Invitation til naturistdag i en stor lukket have, med overnatning i medbragte telte, weekendtur i luksussommerhus med andre naturister og flere kurbade for blot at nævne nogen få af vore oplevelser. En ny verden var åbnet for os. Denne nye verden bød også på saunahygge hos en naturist par. Det var ren hygge… De havde bygget deres sauna i et udhus. Virkelig lækkert. Især da de havde arrangeret det, så der var mulighed for at sidde og nedkøle både krop og gane i rummet udenfor saunaen. Virkelig super. 

 Er man først faldet i naturismens fælde, er det vist svært at komme fri igen ; -) I alt fald er vi faldet total for det dejlige frie liv. Og det udvikler sig som tiden går. Er drengene ikke hjemme, kan vi sagtens finde på at ordne den ugentlige rengøring uden tøj. Der kan også både bages og koges uden tøj på. Jo mere vi foretager os nøgne, des mere generende er det faktisk med tøj på kroppen. 

 Vi forsøger at gøre haven mere naturistvenlig, så vi ikke generer nogen, her i landsbyen, med vores gøren og laden i Adam og Eva kostume. Vi har fået etableret en hyggekrog med grønne mure af slyngplanter – både for at få læ og som skærm for indsyn. Hækkene får lov at blive lidt højere, så skal naboerne i alt fald anstrenge sig for at kigge ind. Men desværre får vi det nok aldrig så frit, at vi kan gå nøgne over hele grunden, da der et par naboer hvis hus er i to etager. 

2997be58a8 Begejstret efter flere saunaoplevelser, har vi nu investeret i vores egen sauna. Vi har bygget en bjælkehytte i haven, hvori der er bygget en sauna. Ikke meget kan måles med vore ugentlige hyggeaftener i ”Æ Hyt”. Et par timer eller mere smutter som ingenting, når vi er derovre. Saunaen er forholdsvis ny for os, men jeg er ikke i tvivl om, at med den fornøjelse vi har af den, vil den aldrig ende som redskabsrum eller pulterkammer. Vi synes i øvrigt det har en rigtig god effekt, at vi skal ud gennem haven, for at komme i sauna. Måske er det lidt nemmere at lægge dagligdagen og forpligtigelser fra sig på den måde…

 Når saunaen er varmet godt op, skridter vi nøgne gennem haven med en kurvfuld forfriskninger. Sand-uret bliver vendt og vi kravler på bænkene klar til at lade ugens stress og jag langsomt sive ud af kroppen i takt med varmen tager over. Frank er som regel gusmester, hvilket han bestrider til stor tilfredsstillelse. Det er himmelsk, når han drypper et par dråbe æstetiske olier ud over skeen med vandet, så sidder jeg forventningsfuld og fornemmer de herlige dufte, når blandingen rammer de glohede sten. Luftfugtigheden stiger, porrerne åbnes og om ikke tidligere så er det nu, svedproduktionen starter. Det skal opleves og kan ikke beskrives. Ren nydelse. Når sand-uret rinder ud er vi klar til en afkøling i det væsentlige køligere forrum, hvor der er behagelige stole at sidde i. Her nyder vi lidt, der kan svale ganen. Det kan være alt fra vand til et glas vin. Vi kan faktisk også sagtens finde på at nippe lidt chips. For os er hyggen i forrummet en stor del af vores saunaoplevelse. Alt foregår naturligvis i naturistkostume. 

 

b90bd4129eVi er som regel i saunaen 4 gange på en aften af 15-20 minutters varighed. Mellem saunabesøgene går vi også ud i haven og får en hurtig afkøling. Det med at rulle i sne har vi til gode på egen matrikel, da vinteren endnu ikke har budt på den del. Har dog prøvet det hos andre – det var en kold, men alligevel rigtig dejlig oplevelse. Efter sidste tur i saunaen skal der pakkes sammen og ryddes op, inden badeværelset lokker med et brusebad. 

 Efter en saunaaften er vi så dejlig afslappede og gennemvarme, at vi helt enkelt bare er nødt til at forsætte det nøgne look i stuen resten af aftenen… En fantastisk dejlig afslutning på en travl uge…

 Næste projekt vi sandsynligvis får etableret indenfor overskuelig fremtid er en udebruser bag hytten. Det bliver rart at kunne skylle sig derude efter saunabesøgene – og såmænd også på varme sommerdage. Det kan da blive vidunderligt, at brusebade i haven. Blive skyllet og lade hr. Vind klare tørringen. Skønt.

 Næste store drøm er en udespa – det er heldigvis ganske gratis at drømme. 😉 At sidde nøgne, studere stjernehimlen og lade tankerne drager på langfart en frostklar aften alt imedens bobler skvulper og masserer ugens trætte og måske lidt ømme muskler, må da være guddommelig. Jo jo, det er en drøm. Må indrømme at efterhånden som dåbsattesten ældes, bliver vi mere og mere livsnydere. Vi vil have det bedste ud af den tid, vi bliver tildelt. Derfor er vi også utrolig himmelhenrykte over, vi tog springet til at blive naturister – på vores måde. Umiddelbart tænker mange måske, at man ikke kan være naturist midt i et villakvarter, men for os lykkes det trods alt. Der er jo ingen endegyldig opskrift på, hvordan man er naturist – bare man husker at nyde det man gør og ikke støder andre, er rammerne brede..

 Tove & Frank

 Tove og Frank fandt inspiration til deres naturistliv i et blad fra Dansk Camping Union.

Efter tilladelse fra DCU linkes der til deres blad fra 2009 med stort tema om campingnaturisme på siderne 98 – 107. Klik her > > >

Tjek denne

Camping i Aalborg

RYGTET om dens død er stærkt overdrevet. Nu har vi været i 3 dage på …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *