Sidste nyt
Hjem / arkiv / Danske Naturisters nytårsforsæt

Danske Naturisters nytårsforsæt

Så kom vi ind i 2019 – forhåbentlig uden nævneværdige tømmermænd, fysiske såvel som moralske.

Måske fulgte der et par nytårsforsætter med over i det nye år? Hvad med intentionen om at ville overholde Sundhedsstyrelsens anbefaling om indtagelse af alkohol? Eller måske skulle man sætte sig for at gøre noget for klimaet? Det ligger jo lige for. Som naturist burde det ikke være noget problem at skære ned på tøjforbruget, hvorved man kan spare omkring 10 kg CO2 årligt pr. kg nyindkøbt tøj. Imidlertid bliver der ikke meget at hente på dén konto, hvis det manglende tøj medfører, at man skruer op for varmen; en forøgelse af temperaturen i lejligheden derhjemme fra f.eks. 22 til 24 grader vil nemlig medføre en ekstra udledning af drivhusgassen på ca. 40 kg årligt, så det er nok ikke ad den vej, man bør gå, hvis klimaet ligger én på sinde.

Næh, så skal vi have fat i flyrejserne til de sydlige himmelstrøg, hvor udledningen af CO2 løber op i tons! Men som formand for en forening, hvor op mod 40 procent af medlemmerne ynder at rejse til netop disse solbeskinnede destinationer, vil det næppe være populært at agitere for fremtidige nedskæringer hér, hvorfor jeg behændigt skifter emne.

Lad os i det nye år fortsætte arbejdet med at afdramatisere den nøgne krop. Lad os arbejde for at virkeliggøre visionen om at få omgivelsernes accept af nøgenhed i det offentlige rum i erkendelse af, at dét at være nøgen er en menneskeret!

Det kunne passende være Danske Naturisters nytårsforsæt.

 

Tjek denne

DN i TV

Så skal du tænde dit TV og sætte dig godt til rette i din sofa i …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *