Sidste nyt
Hjem / arkiv / Blottet for alvor; nøgne kroppe med humor (pressemeddelelse)

Blottet for alvor; nøgne kroppe med humor (pressemeddelelse)

DN har modtaget denne pressemeddelelse, som vi med glæde publicerer på vores hjemmeside:

Blottet for alvor; nøgne kroppe med humor
Konceptkunst på Filosoffen fra d. 28/5: Fotokunstner Uffe Jakobsen fra Odense udstiller nøgenbilleder, der udfordrer seksualiseringen af den nøgne krop. Med et satirisk glimt i øjet. For alt kan gøres seksuelt, hvis man anstrenger sig lidt. Men seksualiseringen har også sin pris.
Kunstbygningen Filosoffen i Odense danner fra d. 28/5 og to uger frem rammen om en udstilling af nøgenbilleder med titlen “Blottet for alvor”. Den kunne lige så godt hedde “Nøgen for sjov”, for fællesnævneren for de udstillede billeder er en legende, uhøjtidelig lethed; en leg med kroppen som ironisk distance til den ind imellem overdrevne seksualisering, som den naturlige nøgne krop udsættes for i det moderne puritanske og – populært sagt – “kropsforskrækkede” Danmark. Alt sammen som en kærlig hyldest til den frie og legende krop.
Alt kan, når det kommer til stykket, gøres seksuelt. Denne påstand sættes på spidsen i serien PornoSexErotificating, som dominerer udstillingen. Udstillingens øvrige billeder vil i højere grad beskæftige sig med konsekvenserne af denne seksualisering. Skam, misundelse og ensomhed er temaer, der her kommer på banen. Alt sammen med et humoristisk tilsnit.
På udstillingen udfordres med humor og ironi de til tider fastlåste forestillinger om, hvad den nøgne krop kan, skal og bør. Fotografiske genrer såsom pornografi, produktfoto og portrætter m.fl. flettes sammen, og kropsidealer og ikke mindst grænser bliver alt sammen sat i spil. Udstillingen er således ikke henvendt til børn, men til det nysgerrige voksne publikum.
Om fotografen
Med en baggrund som naturist og stor fan af den nøgne krop har odenseanske Uffe Jakobsen med sit kamera udforsket egen såvel som andres kroppe. Han er selvlært fotograf og uddannet radiograf, 38 år gammel og bosiddende i Odense. Han arbejder til dagligt på Radiografuddannelsen som underviser. Som fotograf har Uffe fokus på især en fotografisk konceptkunst med kroppen som hovedmotiv. ”Jeg har altid været nysgerrig på min egen og andres kroppe, og når jeg fotograferer kroppen, er det min måde at udforske den på – visuelt – som begreb.” fortæller Uffe Jakobsen.
Udstillingen løber af stablen i Kunstbygningen Filosoffen, Filosofgangen 30, 5000 Odense C. fra d. 28/5 til d. 9/6 begge dage inkl.. Hver dag fra kl. 11.00-17.00. Lukket mandag. Der er gratis entré.

www.UffeJakobsen.dk/blottet

Tjek denne

Naturist nyhed ved Tranum Klit Camping

Tranum Klit Camping har indrettet en vej kun for naturister. Campingladsen  har pt. enkelte naturistgæster, …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *