Sidste nyt
Hjem / arkiv / Vores bedste naturistferie

Vores bedste naturistferie

Club Orient, naturistområde på St. Martin i Caribien

Af Hasse Fich

Det var et længe næret ønske, der gik i opfyldelse, da min kæreste og jeg i efteråret 2016 boede 8 dage på Club Orient. Hele området er sandjord, måske gammel havbund? Indkvarteringen sker i ”norske” bjælkehytter, og hver hytte rummer to lejligheder, der er meget veludstyrede, bl.a. med A/C.

Omkring hytterne er der græs, blomstrende buske og smukke kokospalmer. Det vrimler med irgrønne store (75 cm) varaner, som er tamme og harmløse. Der er også en del smukke fugle, der holdes til med foder i halve kokosnødskaller. Club Orient ligger direkte ud til det turkisblå Caribiske Hav, men et par hundrede meter ud for stranden ligger en lille ø og et koralrev, der beskytter mod bølgerne.

Vi ankom kl. 22, og var ret tørstige, så vi ledte efter restauranten. Et ældre, nøgent, amerikansk ægtepar ledte os på vej. I restauranten var der liv og glade dage, vi var de eneste påklædte, og selv de dansende var nøgne. Det var en overraskelse, men gæsterne var næsten udelukkende amerikanere, og for dem er naturisme anderledes, end det er for os i Europa. Amerikanere er meget sociale, så det var nemt at få venner. Vi faldt straks ind i rytmen, og havde ikke tøj på under opholdet. Det var kun når vi skulle uden for hegnet, at vi måtte trække i tøjet

Klimaet er vidunderligt, varmt hele døgnet. Når vi forlod hytten tændte vi for A/C, der larmer, og når vi kom tilbage, blev den slukket igen. Der er en velforsynet butik, så det er ikke nødvendigt at forlade Club Orient for at købe daglige fornødenheder. Der er også et vaskeri og et lille fitness-center, alt er gratis, dvs. vi havde betalt dyrt for opholdet. Prisen var (i lavsæsonen) knap 200 € pr. døgn. Jeg havde mit medlemskort fra Danske Naturister med, så jeg fik 10% rabat. Det hjalp jo lidt på prisen! Det var vores bedste naturistferie nogensinde, og vi er allerede begyndt at spare op til næste besøg på Club Orient.

Praktiske oplysninger: Der er direkte fly fra Amsterdam eller Paris. Fra Amsterdam lander man på den hollandske del af St. Martin (Sint Marten), og skal så selv sørge for transport til den franske del og Club Orient. En billigere løsning er at flyve fra Paris/Orly til Guadeloupe med Air Caraïbe, og derfra med propelfly til lufthavnen Esperance, der ligger få km Fra Club Orient. Fra St. Martin kan man også flyve videre til adskillige andre øer i Caribien.  Forbindelser via USA kan også være billige, hvis man finder nogle lavpris-dage. Fx Norwegian til New York og Delta videre til St. Martin.

Selvom St. Martin er fransk, taler alle engelsk. Madkulturen er fransk, og der er mange gode spisesteder.

www.cluborient.com

 

Tjek denne

Europæiske arrangementer i 2018

Den internationale naturistføderation INF har årligt tilbagevendende træf i Europa, som der sjældent er danske …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *