Sidste nyt
Hjem / arkiv / En skildring fra Naturens Dag 2018

En skildring fra Naturens Dag 2018

Titlen på temaet til årets Naturens Dag, den 9. september, var ’Bevægelse i Naturen’, hvilket passede meget godt til det orienteringsløb, som Danske Naturister havde fået stablet på benene til lejligheden. Det foregik i Bidstrup Skov mellem Ringsted og Roskilde, som er en statsskov under Naturstyrelsen, hvilket jo legaliserer færdsel i skoven uden tøj.

Som ved tidligere Naturens Dag arrangementer i DN-regi var der ikke mange deltagere, kun 9 stk. blev det til, og alle mænd. Til gengæld var de friske på at løbe/gå turen på de ca. 12 km, og faktisk beholdt kun 3 tøjet på under løbet, selv om vejret ikke var det allerbedste.

Ud fra oplysninger om deres GPS-koordinater, gik opgaven ud på at lokalisere 6 poster i skoven, hver forsynet med et pigenavn. Den, der på den hurtigste tid kom tilbage til Start med alle 6 navne, blev den erklærede vinder af løbet. Kun 2 gennemførte, dvs. fandt alle posterne, og den hurtigste var blot 2 timer og 29 minutter om strabadserne.

Ved den slags lejligheder er det ofte Tordenskjolds soldater, der møder op, og denne gang var ingen undtagelse – lige bortset fra den franske motionscyklist, der intetanende kom forbi på sin cykel og spurgte, hvad vi havde gang i. Det fortalte vi naturligvis og spurgte, om han kunne tænke sig at være med. Det lod han sig ikke sige to gange, hvorefter han forsynet med kort og koordinater drønede ind i skoven – i stik modsat retning af posterne! Selv om hans cykel stod parkeret op ad et træ i vores nærhed, tvivlede vi på, om vi så ham mere! Men minsandten om han ikke 2 timer og 26 minutter senere dukkede op fra den anden side af skoven, nøgen, storsvedende og storsmilende. Desværre havde han kun fundet 4 af de 6 poster, men vi roste ham alligevel for indsatsen!

På trods af annoncering på Facebook og i lokalaviser, kom der for få til arrangementet. Måske har det en negativ betydning, at Danske Naturister står som arrangør, også selv om nøgenheden blev nedtonet i annoncerne. Jeg vil nu alligevel betegne dagen som en succes, dels på grund af den ildhu, som de deltagende lagde for dagen, dels på grund af deres efterfølgende tilfredshed med arrangementet.

 

 

Tjek denne

Generalforsamling i Danske Naturister Fyn

Indkaldelse til generalforsamling i Danske Naturister Fyn Den 2. Februar kl. 18.00 I Nyborg Svømme- …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *