Sidste nyt
Hjem / arkiv / En erindring fra Sauna Event på Refshaleøen

En erindring fra Sauna Event på Refshaleøen

-af Torben Larsen

Arrangørerne af denne fornøjelige begivenhed havde efterlyst saunaer i stort tal, både fra egne rækker og fra andre foreninger og private. Ser man på antallet af deltagere over de to dage (over 700 solgte billetter), forstår man godt ønsket om mange saunaer. Begge dage var der propfyldt i saunaerne med varme- og saunagus-hungrende personer, unge som ældre, nøgne som letpåklædte.

Vinterbaderklubben Sauna Sorana havde også fået en forespørgsel om at stille deres mobilsauna til rådighed. Det blev bevilget, og Jens Frederiksen fra Nysted påtog sig opgaven med at bugsere saunaen fra Sorø til Refshaleøen. Jeg kørte med, og vi ankom ved 14-tiden. Arrangementet var sat til at starte fredag klokken 16.

Det forløb ikke helt problemfrit at blive klar til tiden. Flere ting drillede: Pladsen var trang, så dét at få indplaceret især saunavognene var en udfordring. Og vejret! Det var koldt, blæsende og regnfuldt, til tider med hagl. En teltsauna blæste omkuld, og det var svært at få vandet varmt i vildmarkskarrene på grund af den kolde luft, der blæste ind fra havnebassinet. I musikteltet havde DJ’s travlt med at sikre det elektroniske udstyr mod det indtrængende regnvand.

Men takket være et ukueligt gåpåmod hos arrangørerne og de mange frivillige hjælpere lykkedes det med nogen forsinkelse at få skudt eventen i gang.

Herefter gik det slag i slag med periodevis saunagus udført af dedikerede mestre. Imponerende at de kunne undgå at ramme nogen med deres svingende håndklæder i de tætpakkede saunaer. Men der var en god stemning, især blandt de unge, som tilsyneladende nød den uundgåeligt tætte kropskontakt på den sparsomme plads.

For mit vedkommende – og nogle andres, fik jeg siden fortalt – opstod et problem, som affødte en lettere panisk fornemmelse i kroppen: Vovede man sig varm og dampende ud af saunaen, eksempelvis for at indtage lidt af den gode mad og en fadøl i de åbne telte, kunne man efterfølgende ikke komme ind i en sauna igen og få varmen. Der var kø ved saunaerne, og det ufrivillige ophold i længere tid udenfor var ikke just befordrende for en behagelig kropstemperatur.

 

Det er jo positivt, at der er så stor søgning til disse events, og det er smadderhyggeligt og underholdende, men med baggrund i min oplevelse hin kolde fredag, vil jeg foreslå, at man ved fremtidige events med mange deltagere i forhold til antal saunaer og vildmarkskar sørger for at stille et stort, lukket og opvarmet telt til rådighed; det være sig øl- eller madteltet, men et værested, hvor man kan opholde sig ekstraordinært uden at få forfrysninger på ekstremiteterne!

Tjek denne

Solbakken: en hytte til salg

Hytten indeholder køkkenbord med keramisk kogeplade, køleskab, høj skab (bredde 80cm,dybde 40cm). Desuden spisebord med …

1 kommentar

  1. Det store lukkede telt var på plads, men desværre ville vestenvinden ikke lad det blive stående, så vi var nogle stykker som måtte tage et ødelagt telt ned fredag formiddag – og her var der dersværre ikke tid nok til at sikre en tilsvarende løsning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *