Sidste nyt

DN pinse øtur 2015 til “LIVØ” – en dagbog

HPIM1633Skrevet af Jørgen og Gitte Nielsen

Årets øtur skulle vi da med på, eller skulle vi? Gitte var længe betænkelig ved at vi ikke kunne tage vores lukkede varebil og fortelt med som vi plejer. Det havde vi lidt “snak” om, for og imod. Men jeg gik af med sejren, bl.a. fordi vi havde mødt Anna Marie og Henning på Akselhus til generalforsamling i Danske Naturister. Her fortalte de to om årets øtur til Livø som de skulle stå for og Gitte syntes de var så søde, så her skete der en vending!
Vi skulle parkere på havnen i Rønbjerg og slæbe bagagen ombord på færgen til Livø, så jeg havde fået den strålende ide at medbringe vores nye trillebør til transport af telt med meget meget mere, så trillebøren blev forsynet med de runde klistermærker fra Danske Naturister og blev prøvelæsset med stole, telt osv, og det hele spændt fast med en såkaldt blæksprutte. Men hvorfor egentlig læsse den af igen, så jeg fandt en rampe og kørte det hele op bag i varebilen.

HPIM1635Fredag d. 22. maj
Kl. Ca. 1000, afsted mod Korsør, kaffepause på Fyn, frokost på hærvejen nær Viborg og kl. 1500 efter ca. 320 km holdt vi på havnen i Rønbjerg. Trillebøren blev kørt ud af bilen og direkte ombord på færgen hvor vi havde plads til 2 personer og trillebør. Vi havde spurgt på mail om det var ok, og det var det.
Flere naturistvenner var med samme færge kl. 1530, så det blev en hyggelig sejltur hvor vi fik smagt den første lokale Livø øl. Blev godt modtaget på havnen af Henning Møller og en del andre gæster der allerede var ankommet. En trailer holdt på havnepladsen til transport af bagage for dem der ikke var selvtransportable, men alle gik de ca. 500 m. til teltpladsen, vi så sækkevogn, trækvogne og vores trillebør. Her var stort fællestelt og bannere med logo for Danske Naturister.
Vi fik hilst på de øvrige gæster, der var vistnok 37 tilmeldte. Teltet blev slået op, Kjeld hjalp til og vi lånte hans pumpe til luftmadrassen, vi nåede det inden det begyndte at finregne. Saunateltet som Bjarne havde med blev også slået op og indrettet. Aldrig har vi slået telt op hvor det var så vanskeligt at banke pløkker i, det var sten på sten, men det lykkedes. Kl. 19 var der velkomst og spisning i fællesteltet. Menuen var pullet pork med coleslaw. Aftenen forløb med snak fællessang og sauna, Bjarne havde lidt svært ved at få varmen helt op på grund af kraftig regn på teltdugen.
Vi var nogen stykker der sluttede dagen med at gå de ca. 250 m til byens forsamlingshus, kaldet synagogen på grund af spidse vinduer og takkede gavle. Det er vistnok en tilbagevendende begivenhed på Livø, at de holder “Rock i Synagogen”, tror vi var 150 – 200 mennesker og 2 mand der spillede. Det blev til et par øl og dans, der var gang i den og festen sluttede godt midnat. Tilbage til fællesteltet hvor Anna Marie fremtryllede pølser og brød der blev varmet på risten over gløder fra bålet, men der manglede sennep. Tror vi var lidt højrøstede, men vi havde overlevet 1. dag! 🙂

Lørdag d. 23. maj
Efter en god nattesøvn vågnede vi op til solskin og blæst over Limfjordens vande. Nogen løb morgentur under Finn’s HPIM1639kyndige ledelse. Kl. Ca. 0900 morgenmad, kaffe, frugt og opvask, hver mand/kvinde vasker selv deres egne kopper tallerkener bestik af og rydder op efter sig. Vi delte os op i 4 grupper og forsynet med kort over øen, der er ca. 10 km. i omkreds, gik vi mod uret langs kysten over strandenge m.v. til længst mod nord. Herfra gennem krat og skov og vildnæs. Der var dejlig læ for den skarpe vind inde i skoven. Vi fandt endelig en rigtig skovvej igen, og tilbage til byen. Vi fik vel gået ca. 5 km og nu var kl. 12 og det var frokost hvor vi hver især kunne smøre brød og boller med div. pålæg. Fri bar, forstået på den måde at der i traileren var øl, vand cola på dåser og vin div. på papkarton og engangsglas hvor man satte en seddel med navn på. Hver genstand kostede en streg i bogen, (5 kr.) til senere afregning. Nogen var mere snu end andre og havde selv medbragt drikkeglas af en ordentlig størrelse 🙂
HPIM1642Kl. 1300 var der samling på torvet ved byens trold, en stor udskåret træfigur. Her mødte vi guiden, en meget sød dame som var gift med øens landmand. Hun fortalte beredvilligt om øens historie mm. Livø er selvforsynet med El og vand og ingen kabler til fastlandet. De har store planer om solceller og vindmølle hvis de kan få lov og midler til det. Det er i dag Naturstyrelsen der ejer Livø. Forbi købmanden ind gennem stalden hvor den store tyr lod sig klø i panden. Oppe på bakken havde hun stor urtehave og bistader, vi fik en længere forklaring om honning, bier og blomster og deres livscyklus. Ud af markvejen og beså de forskellige gamle kornsorter som der bliver værnet om og noget bliver aftaget af Irma.
En lidt kold tur i det åbne land, sol men strid blæst, så det var dejligt at gå tilbage gennem skover hvor vi bl.a. så et gammelt egetræ med hul i stammen hvor man efter sigende bliver kureret for alverdens ting hvis man kryber igennem. Det er nu ikke alle forundt at komme igennem hullet, det har noget med størrelsen at gøre, men Gitte krøb både frem og tilbage, så nu er hun helgarderet!
Tilbage i lejren var der mange af os der fandt en lun plet og fik sol på kroppen. Henriette og Bjørn ankom og fik slået deres nye telt op i solskin.
Aftensmaden var denne gang Boller i karry med ris til, det smagte godt, tror også vi var sultne efter div. gåture.
Om aftenen gik vi på kafferslapperas hos Inge Nørgård, hun boede på værelse i samme hus som Finn og Bente. Efter kaffen gik vi igen til Rock i Synagogen, her var flere naturistvenner samlet, så vi havde næsten vores stambord for os selv. Denne aften var der 3 musikere der spillede. Der var pause ca. Kl. 24 og vi besluttede at gå tilbage til lejren hvor Bjarne havde god gang i saunaen, det blev til mange gus, og den var dejlig varm. Så var det tid til afskylning og ind i teltet og se på dyner!!

Søndag d. 24. Maj. Pinsedag.HPIM1652
Solen havde IKKE valgt at danse på Livø denne pinsemorgen, lidt gråt og trist vejr efter udbredt regn om natten. Men midt på formiddagen efter morgenkaffen tittede solen sporadisk frem og vejret var rimeligt. Nogen gik ture, andre trillede kugler eller bare slappede af. Vi gik bytur, ca 12 velholdte huse plus gården med stalde og lader. Vi var hos købmanden og handle, fik drukket en lokaløl i skyggen foran butikken. Frokost kl. 1200 i sol på teltpladsen. Kl. 1400 efter frokost var der samling i fællesteltet hvor der ville blive underholdning. Det viste sig at være et par gutter der med lidt sang og musik og en hel del gags hævede stemningen i ca. 1 time. Kaffe HPIM1658og kage, og så var det tid for dagens madhold at gå i sving, Henriette, Bjørn, Gitte og undertegnede kogte hamburgerryg, grøntsager og kartofler henne i fælleskøkkenet, ca.100 m. Her kom trillebøren igen til sin ret, de store gryder blev kørt til fællesteltet hvor maden blev spist med megen ros medens regnen igen bankede på teltdugen.
Gitte Ingerslev og Kjeld havde lavet en quiz til stor moro, det var godt nok vanskelige spørgsmål nogen af dem!
Kaffe, øl, vin, fællessang, snak, sauna, mere regn, og så var pinsedag pludselig gået.

Mandag d. 25. Maj, 2. Pinsedag.
Vågnede op til solskin, hurra hurra. Vejrguderne ville så heldigvis rette lidt op på nattens regn, det var jo farvel-livø-dag og telt, tæpper, tøj og håndklæder nåede næsten at blive tørre i solen. Mange gik en sidste tur på Livø, og viHPIM1660 var også ved stranden, men stak kun hånden i Limfjorden. Efter dejlig frokost var det pakke sammen tid, de fleste skulle nå færgen kl. 1400. Vi fik læsset trillebøren som havde været til god hjælp med transport af brænde til bål og sauna samt mad fra fælleskøkkenet. Kørte/gik de ca. 500 m til havnen, men mange fik deres bagage kørt med øens trailer og traktor.
Vel ombord på færgen var det tid til sidste Livø Øl. Efter ca. 20 min. sejltid ankomst til fastlandet hvor der var der uddeling af kram og farvel og på gensyn inden vi kørte hver til sit med Livø i bakspejlet.

En meget meget stor tak til Anna Marie og Henning for et super arrangement og også tak til Bjarne for at holde liv i saunaen og give gus, og tak til alle i andre for hygge og snak, godt gået!!

Gitte og Jørgen

Tjek denne

På cykeltur i Bidstrup Skoven

Vi efterlyser jævnligt naturistoplevelser fra vores medlemmer, som vi kan dele til inspiration for andre …

2 Kommentar

  1. Tak fordi I delte jeres dagbog med os andre. Og tak for en dejlig ø-tur

  2. Hej Gitte og Jørgen.
    Super beskrivelse af en super ø-tur. 🙂
    Kan tilføje at der intet manglede, trods det meget beskedne udvalg hos købmanden! Så stor stor ros til Anna-Marie og Henning for planlægning, indkøb og transport af ALT hvad der skulle bruges!!
    Imponerende arbejde!!

    Jeg reserverer Pinsen igen til næste år!!

    Skønt selskab!