Sammenligner du dig selv med modellerne på fjernsynsskærmen? Får du topkarrakter? Bekymrer det dig, hvis sommermoden afslører lidt for meget? Krummer du tæer, når du står på badevægten? Hvis det er tilfældet, har jeg en interessant mulighed, du burde overveje. Jeg vil invitere dig til at lære naturismen at kende og træde ind i verden, hvor du kan slappe af og være nøgen!
“Uha da – stop lige en halv”, siger du måske. “Ikke på vilkår, det er ikke noget for mig!”
Giv mig et øjeblik til at forklare. Efter at have erfaret det velvære og den tryghed og krops-accept, som naturisme giver, vil jeg gerne udfordre nogle få af de stereotype billeder, du har hørt. Vores sult-dig-selv-tynde, træn-til-du-falder-om, tvangs-tøj samfund kan fremvise bulimi, anorexi og andre psykiske forstyrrelser, som en sund nøgenkultur kan hjælpe med at forebygge. Tiden er kommet for dig til at opleve en sund bevidsthed om din krop.
Nogle myter
1. Myten om den perfekte krop
Vi tror, at alle de andre har den perfekte krop, men af en eller anden grund er det gået galt for os. Vi er alt for generte over, hvordan vi ser ud nøgne. Vi har lært at være forlegne ved os selv. Især kvinder er blevet hjernevasket af medierne til at skamme sig ved synet af deres egen krop. Kroppe kommer i alle former og størrelser. Selvom ingen krop er perfekt målt efter en vilkårlig standard, så er alle kroppe naturligt smukke. Nøgenhed lader os forstå, at skønhed kun er en tynd facade – og nøgenhed lader os gå videre og finde den “virkelige” person under al blændværket af smart tøj, make-up og hårmode.
2. Myten om moralsk forfald
Du vil finde et rimelig repræsentativ tværsnit af befolkningen på en naturist campingplads. Naturister er ganske almindelige mennesker. Vi er entreprenører, sekretærer, sygeplejersker, revisorer, lærere, kommunalarbejdere, kirketjenere, mødre, fædre, teenagere, spædbørn, advokater, læger, taxachauffører, dine venner. Vi er dine naboer, medlemmer af boligforeningen, idrætsklubben, spejdertroppen eller Røde Kors. Vi kommer i din skole, kirke og til byfester i din by. De fleste af os opfatter os selv som ganske almindelige mennesker.
Naturister er som regel mere fordomsfri og tolerante overfor andres mening. Vi er ikke bedre. Vi er bare en anelse mere selvsikre og overbeviste om, hvem vi er.
Generelt har naturister seksuelt afbalancerede børn. Børn, der er opvokset som naturister, har en sund holdning og har ingen sexfikseret interesse for det modsatte køn. Færre begynder allerede som teenagere at have sex. For dem er puberteten mindre traumatisk. De ved af egen erfaring, at kroppe forandrer sig.
. Myten om fri sex
Nøgenhed og sex hænger sammen i mange ikke-naturisters tankegang. Ingen tvivl om, at vores kultur giver det budskab. Den storbarmede kvinde og den unge kvinde, der jævnlig får frække tilbud tror, at chikaneriet vil bliveværre, hvis de klæder sig af.
Der venter dem en overraskelse! Den uhæmmede men fredelige atmosfære på en naturistlejr er fri for seksuelle hentydninger. Dem, der søger et seksuelt sug i maven, bliver hurtigt skuffede over, at naturisters gøremål praktisk talt er useksuelle. En naturistlejr er, som en menighedsudflugt, men uden det våde badetøj.
4. Myten om forlegenhed
Mange kvinder bliver forlegne over udseendet af deres krop. De er bange for at blive til grin. De ønsker, at deres kroppe havde mindre hårvækst, var slankere og mere atletisk. De tænker på deres ar efter en operation, deres appelsinhud, deres strækmærker og sparsomme eller rigelige kønsbehåring. Måske er de meget generte over deres bryster. De undrer sig over, om de nu har den rigtige form og størrelse. De frygter hverdagens skønhedskonkurrence. At være nøgen blandt andre mindsker denne frygt.
Myterne er præcis det – myter. Vore dages muligheder for at praktisere naturisme tilbyder dig fred, harmoni og ro. De kvaliteter findes ikke i vores stressede karrieretilværelse. Uden behov for moderæset og uden presset til at skulle leve op til et bestemt skønhedsideal, kan kvinder udtrykke deres egen personlighed og særpræg. Vi er frie til at være os selv, til at slappe af sammen med vores familie og venner. Dem, der ønsker en mere aktiv form for fritidsbeskæftigelse, vil finde en bred vifte af muligheder som for eksempel svømning, vandreture, volleyball og andre sportsgrene. Naturistcampingpladser er sikre og trygge. Enhver, der opfører sig anstødeligt bliver bedt om at forlade stedet. De fleste større naturistpladser tilbyder en rigt udbud af aktiviteter og sociale tiltag. Ofte vil du finde nogle, der netop interesserer sig for det samme som dig.
Tid brugt på at være nøgen og slappe af er kvalitetstid, uanset om det er udendørs (slikke solskin, spille kort eller gå en tur i skoven) eller indendørs (boblebad, spise sammen, hygge sig omkring pejsen).
Du vil finde alt, hvad du leder efter i naturisme – afslapning, kammeratskab, fællesskab, et legalt, trygt og sikkert miljø, en venskabelig atmosfære, hvor du kan være alene, sammen med venner, sammen med en partner eller sammen med dine børn.
Hvordan begynder jeg?
OK ! – Du har bestemt dig for, at du gerne vil prøve naturisme, og du vil vide, hvordan du skal begynde. Hvordan kan en kvinde overvinde sin blufærdighed og slappe af i et naturistmiljø. Det bestemmer du dig ganske enkelt for.
Du vil måske foretrække at være topløs til at begynde med. Tag løst tøj eller en undertrøje over din bare overkrop. Læg mærke til det velvære eller ubehag, det er ikke at have et spænd over brystet. Overvej selv om du kunne tænke dig at prøve dette nye “look” offentligt.
Prøv at tage dit tøj af derhjemme en dag, du er alene. Og gør så, hvad du plejer at gøre med tøj på. Du vil måske foretrække at undgå spejle, så du ikke bruger tid på at kritisere din krop. Prøv om du ikke efter en times tid eller to føler dig mere afslappet.
Eller tag ud at svømme nøgen. Føl vandet mod din nøgne krop. Du vil aldrig mere ønske at tage en badedragt på! Eller hop nøgen i et boblebad sammen med nogle venner. Læg mærke til, hvor hurtigt tiden går og hvordan bekymringer forsvinder på samme måde.
Find den nærmeste naturistcampingplads. Når du tager af sted, tag så et stort håndklæde og en stor løs bluse med – så har du noget tage omkring dig, hvis du får lyst. Tag tøjet af, når du er parat og føler det belejligt. Se, slap af og stil spørgsmål. Og glem ikke solcreme – du får brug for den.
Oversat af Kim Bindesbøll Andersen fra “A New Way to Feel About Your Body”, af Patti Anne Logan.